---

hentet her http://www.pelars...-vgne.html


Er Danmark ved at vågne?
14/01/20130

De seks gidsler fra LEOPARD har nu påbegyndt deres tredje år som gidsler hos de somaliske pirater. For mig er det ganske uforståeligt, at dette kan ske for i et retssamfund som det danske!

To år har de seks søfolk lidt alverdens pinsler, som ingen er i stand til at forestille sig. Sult, sygdom, afmagt og daglige trusler fra deres fangevogtere, har været deres hverdag i to år.

I samme to år har rederiet Shipcraft, efter egne udtalelser, søgt at få forhandlet de stakkels mennesker fri, men hidtil forgæves.
Hvor meget og hvor lidt rederiet har gjort, ved vi ikke – da der ikke kommer nogen information om sagen ud.
Der har været mange gisninger og gætterier om rederiets effektivitet og evne til at agere som ansvarlige og målbeviste forhandlere, men igen kan sige hvad der er korrekt. Et er dog givet – forhandlingerne har ikke ført til frigivelse af gidslerne!

Skiftende danske regeringer har mere eller mindre frasagt sig noget ansvar i sagen. Det er sket under parolen –Danmark forhandler ikke med pirater!

Og, desuden opfordres Danmarks befolkning, de danske medier, til ikke at omtalegidselsagen offentlig, da det kan skade de igangværende forhandlinger – jeg tillader mig at spørge, hvilke forhandlinger?

Den nuværende udenrigsminister har nødtvunget udtalt, at han har lagt pres på rederiet. Hvad dette pres indebærer, melder han dog intet om, og han udtaler sig for øvrigt ikke om gidselsagen overhovedet.
De få gange en journalist formastelig er kommet ind på gidselsagen – er det helt tydeligt, at her er en sag der ikke har udenrigsministerens bevågenhed.

Hvor længe skal Danmarks befolkning være vidne til denne tragiske sag forsat skal være uløst?

Heldigvis er der efterhånden mange borgere i dette land, og også flere steder i udlandet, der har indset, at man ikke kan tie denne sag ihjel.

At der også er mange der har den modsatte mening, er ligeledes et faktum. Hvad der er rigtig eller forkert, er absolut ikke nemt at afgøre. Tilsyneladende er der ingen, der har det korrekte svar. Og derfor må hver enkelt gøre op med sig selv, hvor de står i denne sag!

Jeg mener helt klart, at det ikke hjælper noget at tie - og det har jeg gjort helt fra starten. Derfor deltog jeg i den demonstration der var ved Christiansborg slot fredag den 11. januar, hvor flere hundrede borgere var mødt op for at kræve handling.
Jeg har tidligere deltaget i demonstrationer i forbindelse med gidselsagen, men uden det har haft nogen større effekt.
Det tror jeg det har denne gang.

Her er en video fra demonstrationen, som Tvnews -danmark har lavet,



Jeg har tidligere trådt frem offentligt og tilkendegivet min mening, og jeg står helt og fuldt inde for det jeg siger, mener, og gør i den retning. Jeg er også ofte blevet følelsesmæssigt påvirket af hele den tragiske gidselsituation, men kan normalt klare et interview uden det kommer til udtryk.
Det kunne jeg ikke denne gang, da jeg direkte blev spurgt – hvad jeg troede Eddy ville sige, hvis han så de mange mennesker. Da knækkede filmen, og følelserne kunne ikke skjules, selv om der var kamera på.

Klippet kan ses her.ekstrabladet.dk/n...897111.ece

Grunden til jeg tager det med her er, at jeg, efter klippet havde været vist i på E.B., har fået en del kommentarer af klippet.
Størstedelen har været positive, et par enkelte var ret forbeholdende. En spurgte mig, hvordan jeg, som ikke er skuespiller, kunne levere dette medieliderlige stunt, og hvor meget fik jeg af Ekstra Bladet for det?

En anden spurgte, hvorfor jeg forsatte med at kæmpe for sagen, når nu myndighederne havde forbudt det?

Begge fik svaret, som jeg skriver her.

For det første var det ikke et medieliderligt stunt, hverken fra Ekstra Bladet eller mig selv. Da den søde journalist, som jeg i øvrigt har lavet flere interviews med, nævnte Eddy, kom følelserne frem på fuld kraft.

Eddy og jeg er ikke nære venner, men har arbejdet sammen i 2007 ombord på en lille coaster i kystfart på Westafrika. Vi var gode arbejdskollegaer i en periode, og folk der har lidt kendskab til livet på søen, ved at man kommer til at kende hinanden bedre ombord på et skib, hvor man et tæt sammen, end på mange andre arbejdspladser.

Det var ikke instrueret på nogen måde, men kom som et lyn fra en klar himmel. Og, ja jeg er ofte blevet overmandet af følelser, enten når jeg læser, eller selv skriver om sagen.

Og, til sidst, jeg får ikke noget for mine interviews, men gør det fordi jeg syntes sagen skal frem i lyset, og ikke forsøges at ties ihjel – det har den været længe nok.

Myndighederne har ikke forbudt, hverken demonstrationen eller andet i forbindelse med gidselsagen. De har rådet til ikke at offentligøre omtale, demonstration og lign.

Og det har det meste af medieverdenen rettet ind efter. Jeg deler ikke denne opfattelse, og har ikke tænkt mig at efterkomme det, men forsat kæmpe for at at gøre opmærksom på at tavshed og handlingslammelse ikke bringer gidslerne fri!