Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: - Jeg kan ikke mere, jeg dør her

Oprettet af yindee d. 26-01-2013 00:17
#83

Åbent brev til Søren Espersen, som kommentar til artikel i dagens SØFART

Søren Espersen

Med afsæt i den artikel der i dag bringes i søfartsavisen SØFART, har jeg nogle spørgsmål, jeg gerne vil have dig til at svare på.

Du skriver, at du ikke forventer en løsning inden for den nærmeste tid!
Det er jeg også bange for, du desværre nok har ret i. Denne tragiske gidselsag har, efter min mening, været
behandlet på helt forkert måde, lige fra dag 1. Jeg er ikke ekspert på nogen måde, bare en halvgammel tidligere sømand, men hvis sagen har været behandlet af professionelle og anerkendte eksperter, gennem de godt to år der er gået, må man vel stille det spørgsmål. Er det ikke på tide denne ekspertise får et kraftigt eftersyn og andre, måske mere, klarsynede eksperter bliver tilkaldt?

Du er, så vidt jeg ved, næstformand i Udenrigspolitisk nævn, som jeg formoder arbejder intens med sagen.
Når en sag strækker sig over så lang tid, som tilfældet er her, må jeg formode at det må give anledning til nogen bekymring i dette nævn?

Jeg ved du tidligere har udtalt, at staten ikke er ansvarlig for at få gidslerne hjem, det er rederiet.
Det kan du til dels have ret i. Men når nu ikke rederiet vil/kan løse opgaven, er det så ikke den danske stats opgave at varetage/overtage opgaven, når det drejer sig om danske statsborgere, der er kommet i klemme i en tilsyneladende uløselig opgave for vedkommende rederi?

Eller mener du, det er helt i orden at danske statsborgeres skæbne overlades til kyniske og forbryderiske menneskehandlere, som kun er ude på at demonstrere deres magt og pengegriskhed, overfor et handlingslammet statsligt system, både det danske og det internationale, som ikke formår at uskadeliggøre, eller stoppe disse forbrydere?

Du skriver, at det er en fornemmelsessag, hvem man stoler på i denne sag. Du stoler på Udenrigsministeriet og folk i rederibranchen, som du mener arbejder seriøst og grundigt med sagen.
Jeg må nok indrømme, jeg er til tider meget i tvivl om, hvem der er troværdige og ikke.

Jeg tror gerne at der arbejdes på sagen. Spørgsmålet er hvorvidt der arbejdes målrettet og intenst på netop gidslernes løsladelse. Eller man blander andre aspekter sammen, og dermed mister fokus på det egentlige, nemlig gidslernes frigivelse?

Du skriver, at gidseltagerne har håndlangere i Danmark, som er en del af systemet i gidseltagernes netværk. Selvfølgelig har de det. Vi lever i en verden, hvor intet er hemmeligt. Og, gidseltagernes netværk er en del af denne verden.

Jeg formoder, at din pointe her er, at gidseltagerne er vel orienteret i hvordan sagen forløber i Danmark?

Det har du sikkert helt ret i. Også, at det måske kan skade sagen, med denne offentlige omtale i alle former for medier.
Men efter to års forgæves (påståede) forhandlinger, er det vel helt naturligt at vi efterhånden er mange der stiller kritiske spørgsmål, og ikke mindst kræver handling?

Jeg har været med i hele forløbet af denne sag, været en af dem, du nu hævder, er med til at skade sagen.
Jeg har sendt et utal af breve til dine kollegaer på tinget, både menige og ministrer, men aldrig fået noget fornuftigt svar på mine breve.
Hvis der endelig er kommet et svar, er det som regel et intetsigende standardsvar, som ikke har ændret sig i de to år.

Hvis man fra politisk side, ikke havde ignoreret mine og mange andres henvendelser, men derimod givet et fornuftigt svar på en henvendelse, så var der stor sandsynlighed for at man kunne forholde sig noget anderledes til den?

Din mening om, at offentlig omtale skader sagen, har du selvfølgelig lov at have. Og, jeg har også lov at have min mening. Men om den ene, eller den anden, er korrekt skal vi vel lade andre om at bedømme.

Du mener, at Ekstra Bladet er den store synder og kun skader med deres kampagne. Bladet er, efter din mening, både kynisk og udnytter situationen, og skader sagen.

Når Udenrigsministeren skal rose den ”store danske indsats” mod pirateriet, og når i andre politikere, dig selv inkl., skal have jeres synspunkter og meninger frem til den almene befolkning, så er der ingen problemer med at benytte bl.a. Ekstra Bladet, som budbringer.
Så jeg ser en vis dobbeltmoral i din kritik af bladet. Men der er måske bare mig, der er lidt åndeligt underfrankeret?

Og netop den politiske fremhævning af indsatsen mod piraterne, de mange artikler om hvor effektivt de danske krigsskibes indsats for at fange pirater (en indsats, som jeg absolut ikke har nogen kritik imod, men tvært imod bakker fuldt op om).
Tror du ikke det er med til at skade gidslernes situation?

Jeg er absolut ikke i tvivl om, at gidselsagerne er yderst komplicerede sager at takle. Men det er påfaldende, at man i international sammenhæng nu har haft snart ti år til at finde en løsning på at komme problemet med gidslernes ulykkelige skæbner til livs.
Det er lykkedes ganske godt at modstå angreb til søs, takket være en effektiv indsats fra international side. Men piratbagmændene, de virkelige hard core og pengestærke forbrydere og menneskehandlere, dem har man mere eller mindre fredet, eller under alle omstændigheder ikke lykkedes med at komme til livs.

Hvorfor mon det forholder sig sådan?

Mit bud på dette, har to perspektiver.

Et – at politikerne, både danske og internationale, har siddet på hænderne alt forlæng, og dermed ladet muligheden for at tage affære i tide, er forspildt. Og derfor har disse forbrydere fået rigeligt tid til at opbygge en organisation, som nu viser sig at være endog meget vanskeligt at bekæmpe.

To – at dele af den stærkt voksende piratindustri har lugtet så mange penge i pirateriet, at den del slet ikke har interesse i at pirateriet stoppes, da det vil gå ud over deres forretning.

Så, Søren Espersen – hvis ikke du vil have, at mange vil opfatte din holdning, som et lidt poppet forsøg på en dårlig undskyldning, så tror jeg at både du, og andre politikere skulle komme med en ordentlig forklaring på, hvad i gør for at forhindre at disse ulykkelige søfolk skal have deres og deres familiers liv ødelagt?

Og, også hvad i politisk har tænk jer at gøre for at forhindre en lignende tragedie i at opstå?


Til sidst vil jeg oplyse dig om, at dette brev vil blive lagt på min blog, samt offentliggjort på Facebook siden –Straf Piraterne - og - Befri Søren og E, og det samme vil et svar fra dig, som jeg ser frem til
at modtage.
link http://www.pelars...sfart.html