Debatemne: Thai-Dk Din debat side :: Skal gidslerne dø før Danmark reagerer?

Oprettet af yindee d. 09-01-2013 02:49
#1

se mere her http://www.pelars.../blog.html

I søndagens Ekstra Blad kan man læse den rystende beretning om de seks gidsler fra LEOPARD, og deres grusomme situation i Somalia.
Det er i den grad rystende læsning, og man river sig fortvivlet i håret i bar frustration, og tænker – skal gidslerne dø, før de ansvarlige i denne tragiske sag, tager deres ansvar alvorligt?

Og, hvem er de ansvarlige for 6 menneskers ulykkelige skæbne?

Efter min mening, er det i første omgang rederiet Shipcraft!

Men så sandelig også den danske regering, og det uanset om den er rød, blå eller skotskternet. Men ingen er villig til at påtage sig et ansvar. Rederiet har ikke økonomi/vilje til at købe gidslerne fri!

Den danske regering forhandler ikke med pirater!

Det er der vi står, nu hvor gidslerne har været fanget i to år. Ødelagte som mennesker, både fysisk og psykisk. Alt imens nogle kyniske og ufølsomme forhandlere har deres liv i hænderne, og end ikke betragter dem som mennesker, men blot en handelsvarer de kan forhandle om, til hver af parternes højeste/laveste bud.

Kan Danmark, som i de flestes øjne, er et velfungerende og respekteret land, hvor menneskelige værdier og retssikkerhed er i højsæde, være dette bekendt?

Resten af livet må disse seks mennesker, og desværre mange hundrede andre søfolk, som også har været/er i disse barbariske menneskehandleres klør, leve med den traumatiske og umenneskelige oplevelse et fangenskab under de givne omstændigheder har været.

I snart ti år har det internationale samfund, og dermed Danmark, haft mulighed for at stoppe denne uhyggelige menneskehandel.
Men hidtil har det kun medført uendelig diskussioner, som tilsyneladende ikke har ført til noget effektivt. Det er lykkedes at få minimeret overfald og kapringer, således at færre søfolk ender som gidsler, hvilket selvfølgelig er et skridt på vejen.
Men bagmændene, de pengestærke forbrydere der financierer hele piratoperationen, de syntes at være urørlige!

Hvad hjælper det, at man fanger hundrede af pirater på søen, hvoraf en lille del bliver fængslet og retsforfulgt, mens resten slippes fri igen, når bagmændene sidder tryg og godt og driver deres modbydelige forretning uden at nogen myndighed blander sig.

Hvad er den dybere mening med, på det nærmeste, at frede disse forbrydere?

Vi har, som borgere i dette land, hele tiden fået at vide at man ikke offentlig vil debattere en aktuel gidselsag, og det gælder både den nuværende, såvel som tidligere.
Begrundelsen er, at det er af hensyn til gidslernes familier, og at offentlig omtale vil forstyrre og forværre forhandlingssituationen, og måske forhøje piraternes krav til løsesummens størrelse.

Alt sammen ganske gode argumentationer, hvis bare det havde været virkningsfuldt!

De første seks måneder af denne sag, var forløbet ”helt efter forskrifterne”, og muligheden for en ”rimelig” afslutning var inden for rækkevidde.

Det fejlede, og grunden er højst sandsynligt rederiet Shipcrafts forfejlede forhandlingstaktik. Hvad der er
foregået og ikke, er der ingen uden for inderkredsen, der ved. Men et er givet, gidslerne kom ikke fri.
Og flere medier skrev om den formodede fejlslagne forhandlingstaktik. Søfartens Ledere politianmeldte Shipcraft, bl.a. med den begrundelse at de ikke mente rederiet gjorde nok for at få gidslerne frigivet.
En anmeldelse der blev bakket op af rederiets egen brancheorganisation, Rederiforeningen af 2010.


Denne anmeldelse vækkede også flere politikere, bl.a. Socialdemokraterne og SF, som stillede krav om at regeringen gik ind i sagen.
Socialdemokraternes søfartsordfører, Niels Sindal udtalte, at rederiet Shipcraft helt klart var løbet fra deres ansvar, og forsøgte at tie sagen ihjel.
Fra Shipcraft kom der en melding om, at aviserne var fulde af løgn, og man derfor ikke havde yderlig kommentarer!

I samme tidsrum kom der en video, som piraterne havde lavet med gidslerne. Denne video skabte selvklart en hel del debat, og skilte vandede i to.
Mange var direkte forargede over denne udstilling af gidslernes tragiske situation. Andre fik via denne video et helt andet syn på hvad pirateriet egentlig gik ud på.
Og selv om det var et af piraternes mange tricks for at få opmærksomhed, så bevirkede det at flere og flere mennesker begyndte at vise interesse for sagen.

På bl.a. Facebook var tilslutningen til de derværende debatsider om pirateriet stor. Og disse sider, sammen med Ekstra Bladets kampagne, som har kørt det sidste halve år, er efterhånden de eneste der ikke har glemt gidslerne, og kæmper indædt for at gøre opmærksom på den forfærdelige og umenneskelige situation de befinder sig i.

Derfor må min opfordring først og fremmest være til de ansvarlige, og dem der har muligheden for at gøre
noget. Tag jer sammen og få de stakkels mennesker hjem før det er for sent!

Til Danmarks befolkning, og de danske medier – pres på og kræv handling fra politisk side, og påpeg at de
ikke længere kan løbe fra deres del af ansvaret!